Farve som en integreret del af designet

Farver er med til at definere, hvordan design opleves i et rum. Hos Stelton bliver de derfor ikke valgt som en afsluttende detalje, men udviklet som en integreret del af designets helhed.

Creative Manager Anne Marie Raaschou-Nielsen står i spidsen for arbejdet med farver hos Stelton. Med inspiration fra arkitektur, kunst, design og kulturelle strømninger arbejder hun med farver som noget, der både skal føles relevant i tiden og kunne leve videre i mange år.

To gange om året udvikles nye farvepaletter til sortimentet. Hver nuance udvælges med omhu og indgår i en nøje afstemt helhed, hvor form, materiale og stemning skal spille sammen.

“Inspirationen er hentet i naturens stille øjeblikke – dug på blade, himlen efter regn og de første grønne spirer, der bryder frem om foråret.”

– Anne Marie Raaschou-Nielsen

Farvetendenser i en international kontekst

En del af processen foregår i dialog med andre farvespecialister. Som formand for Danish Color Board deltager Anne Marie i et dansk netværk af farvespecialister, hvor kommende farvetendenser analyseres og udvikles. Resultaterne bringes videre til Intercolor – et internationalt samarbejde mellem farveeksperter fra 18 lande. Her mødes repræsentanter fra blandt andet design-, mode- og interiørbranchen flere gange om året for at præsentere deres nationale farveprognoser og diskutere de farver, der forventes at præge kommende sæsoner globalt.

Soft Fern Green, Soft Cloud & Soft Sand

Farvepaletten for Spring/Summer 2026 udspringer af et ønske om ro, lethed og balance. Inspirationen er hentet i naturens stille øjeblikke — dug på blade, himlen efter regn og de første grønne spirer, der bryder frem om foråret. Resultatet er tre harmoniske nuancer: Soft Fern Green, Soft Cloud og Soft Sand.