Arne Jacobsen

Arne Jacobsen blev uddannet som murer og fik afgangsbevis fra Det Tekniske Selskabs Skole i 1924 og fra Kunstakademiet i 1927. I 1928 modtog han Akademiets guldmedalje, men allerede som 23-årig var han på verdensudstillingen i Paris blevet tildelt en sølvmedalje - den første af de utallige hædersbevisninger, som blev et selvfølgeligt akkompagnement til hans kunstneriske aktivitet, hans utrættelige søgen og hans suveræne løsninger, der blandt andet manifesterede sig ved de mange sejre i hjemlige og internationale konkurrencer.

Blandt hans hovedværker kan nævnes: Rådhusene i Århus, Søllerød, Rødovre og Glostrup, SAS-huset (Royal Hotel) i København, Munkegårdsskolen i Gentofte, Toms fabrikker i Ballerup, Danmarks Nationalbank, idrætshallen i Landskrona, St. Catherine's College i Oxford og Hamburgerische Elektrizitätswerke's administrationsbygning.

Arne Jacobsen indledte i 1932 et samarbejde med Fritz Hansens Eft. A/S og tegnede i årenes løb en serie af stole, der ofte er blevet nævnt som milepæle i udviklingen af vor tids møbelkunst. Det gælder f.eks. "Myren" (1951), "Ægget" (1957) og "Svanen" (1957). Men også på andre af brugskunstens områder lod han sig udfordre til nye, skelsættende løsninger, bl.a. med korpus-serien "Cylinda-line" udført i rustfrit stål.

Arne Jacobsen var professor ved Kunstakademiet og blev udnævnt til æresdoktor ved en række udenlandske universiteter og akademier.

Cylinda-line blev tildelt ID-prisen 1967 af Selskabet for Industriel Formgivning og International Design Award 1968 af The American Institute of Interior Designers.

"Den primære faktor er proportioner"

- Arne Jacobsen

Læs mere

Arne Jacobsen (1902-1971) er én af de mest anerkendte danske arkitekter nogensinde. Han var kompromisløs i sin tilgang til design og designede ofte også alt interiøret til sine ikoniske bygninger. Derfor kender vi ham i dag både som arkitekt og som designer af, møbler, belysning og interiør.

Læs mere

NÆSTE DESIGNER
Erik Magnussen